forstyrret af et højt råb går tre år gamle Christophers mor ind i stuen for at finde ham svinge deres nye killing rundt ved halen. Den femårige Johns babysitter er vidne til, at John gentagne gange blæser et højt horn i sin hunds øre og griner af dyrets åbenlyse nød. Den ti år gamle Liams ældre bror opdager, at han holder en lysere flamme mod familiens marsvinefod.

siden 1970 ‘ erne har forskning konsekvent rapporteret barndoms grusomhed over for dyr som det første advarselstegn på senere kriminalitet, vold og kriminel adfærd. Faktisk, næsten alle gerningsmænd til voldelig kriminalitet har en historie med dyremishandling i deres profiler. Albert deSalvo, Boston Strangler fundet skyldig i drab 13 kvinder, skød pile gennem hunde og katte, han fangede som barn. Columbine-skytterne Eric Harris og Dylan Klebold pralede af at lemlæste dyr for sjov.

samtidig er de fleste forældre blevet forstyrret af en form for barndoms grusomhed mod dyr—uanset om det trækker benene ud af en bug eller sidder oven på en hvalp. Vi kæmper for at forstå, hvorfor ethvert barn ville mishandle et dyr. Men hvornår skal vi bekymre os? Hvor er grænsen mellem en spirende seriemorder som Jeffrey Dahmer og normal nysgerrighed og eksperimenter?

motivationer bag dyremishandling

oftest har børn, der misbruger dyr, enten været vidne til eller oplevet misbrug selv. For eksempel viser statistikker det 30 procent af børn, der har været vidne til vold i hjemmet, udfører en lignende type vold mod deres kæledyr. Faktisk er forbindelsen mellem dyremishandling og interpersonel vold så velkendt, at mange amerikanske samfund nu cross-train social service og dyrekontrolbureauer i, hvordan man genkender tegn på dyremishandling som mulige indikatorer for anden voldelig adfærd.

mens barndoms-og ungdomsmotiver for dyremishandling ikke er blevet undersøgt godt, samtaler antyder en række yderligere udviklingsrelaterede motiver:

• “nysgerrighed eller udforskning (dvs.dyret bliver såret eller dræbt i processen med at blive undersøgt, normalt af et ungt eller udviklingsmæssigt forsinket barn).
• gruppepres (f.eks. kan jævnaldrende tilskynde til dyremishandling eller kræve det som en del af en initieringsritual).
• humørforbedring (f. eks., dyremishandling bruges til at lindre kedsomhed eller depression).
• seksuel tilfredsstillelse (dvs.bestialitet).
• Tvangsmisbrug (dvs.barnet tvinges til dyremishandling af et mere magtfuldt individ).
• tilknytning til et dyr (f.eks. dræber barnet et dyr for at forhindre dets tortur af en anden person).
• Dyrefobier (der forårsager et forebyggende angreb på et frygtet dyr).
• identifikation med barnets misbruger (f.eks. kan et offer barn forsøge at genvinde en følelse af magt ved at ofre et mere sårbart dyr).
• posttraumatisk leg (dvs.genoptagelse af voldelige episoder med et dyreoffer).
• efterligning (dvs.kopiering af en forældres eller anden voksnes voldelige “disciplin” af dyr).
• selvskade (dvs.at bruge et dyr til at påføre barnets egen krop skader).
• øvelse for interpersonel vold (dvs. “øve” Vold på omstrejfende dyr eller kæledyr, før de deltager i voldelige handlinger mod andre mennesker).
• køretøj til følelsesmæssigt misbrug (for eksempel at skade et søskendes kæledyr for at skræmme søskende),”

dyremishandling: Er der typer af misbrugere?

jeg er ikke opmærksom på nogen formelle typologier, der findes for børn, der misbruger dyr. Som tommelfingerregel kan det dog være nyttigt at bruge følgende retningslinjer til at forsøge at vurdere, om problemet er alvorligt eller let kan løses. Advarsel: Dette er generelle retningslinjer, og hver situation bør evalueres individuelt.

eksperimentatoren: (alder 1-6 eller udviklingsmæssigt forsinket). Dette er normalt et førskolebarn, der ikke har udviklet den kognitive modenhed til at forstå, at dyr har følelser og ikke skal behandles som legetøj. Dette kan være barnets første kæledyr, eller han/hun har ikke meget erfaring eller træning i, hvordan man tager sig af en række dyr.

Hvad skal man gøre: i et vist omfang afhænger det selvfølgelig af barnets alder og udvikling. Generelt skal du dog forklare barnet, at det ikke er okay at ramme eller mishandle et dyr, ligesom det ikke er okay at ramme eller mishandle et andet barn. Humane uddannelsesinterventioner (lærer børn at være venlige, omsorgsfulde og pleje dyr) af forældre, børnepasningsudbydere og lærere vil sandsynligvis være tilstrækkelige til at tilskynde til afvisning af dyremishandling hos disse børn.

misbrugeren “Cry-For-hjælp”: (6/7 – 12). Dette er et barn, der intellektuelt forstår, at det ikke er okay at skade dyr. Denne adfærd skyldes ikke manglende uddannelse, i stedet er dyremishandlingen mere sandsynligt et symptom på et dybere psykologisk problem. Som tidligere nævnt, en række undersøgelser har knyttet misbrug af børnedyr til vold i hjemmet såvel som fysisk eller seksuelt misbrug i barndommen.

Hvad skal man gøre: søg professionel hjælp. Mens jeg er en stor tro på forældrenes evner til at klare mange af de normale op-og nedture i børneopdragelse uden professionel hjælp, er dette en undtagelse. Det er ikke “normalt” for et barn i denne alder at bevidst mishandle et dyr.

den Adfærdsforstyrrede misbruger: (12+) teenagere, der misbruger dyr, deltager næsten altid i anden antisocial adfærd-stofmisbrug, Bande aktiviteter. Nogle gange er dyremishandlingen i forbindelse med en afvigende peer-gruppe (en initieringsritual eller som et resultat af gruppepres), mens det andre gange kan bruges som en måde at lindre kedsomhed eller opnå en følelse af kontrol.

Hvad skal man gøre: få professionel hjælp med det samme. Hvis det er muligt, få støtte fra venner, familiemedlemmer, endda lærere.

bundlinjen

enhver voldshandling begået mod et dyr er ikke et tegn på, at en person vil vise sig at være en morderisk galning. Især med små børn, hvis naturlige overflod og nysgerrighed kan føre til nogle ubehagelige oplevelser for deres kæledyr, er det fint at trække et lejlighedsvis bortfald i dommen, mens man fortsætter med at uddanne barnet om human dyrebehandling.

men at låse et kæledyr inde i et lukket rum, voldsomt surre ud på et kæledyr efter at have fået problemer med en forælder eller glæde ved at se et dyr i smerte er alle “røde flag”, der signalerer behovet for professionel intervention. Dette gælder især, når barnet har den kognitive modenhed til at forstå, at hvad han/hun gør er forkert, og gentagne gange gør det alligevel.